Dømt til afskrivning
En tyrkisk popstjerne er ved retten blevet idømt straf for offentligt at have fornærmet sit publikum. Straffen lyder på, at hun skal skrive en kopi af den meget lange tyrkiske nationalsang samt en femsiders stil om den.
Udåden begik Demet Akalin tilbage i 2008 ved en koncert i Bodum, hvor hun forsøgte at sætte lidt gang i publikum og råbte:
- Hvad så? Kommer I fra Diyarbakir? Kommer I fra bjergene? Jeg forstår ikke, hvor I kan komme fra. I sidder bare der som en flok tåber.
Syv forretningsfolk fra den kurdiske by Diyarbakir syntes altså ikke, at det var et særligt festligt indslag, og det var retten enig i. Det er derfor blevet besluttet, at hun har brudt loven om offentlig fornærmelse baseret på regional forskel, social klasse eller seksualitet.
Men det har Demet Akalin ikke noget imod Faktisk har hun kunnet nationalsangen udenad siden folkeskolen og:
- Der er så meget, jeg gerne vil skrive om, fordi jeg elsker hvert et hjørne af mit land, sagde hun søndag til avisen Hurriyet.










